Varme hveder

varme hveder billede

Traditioner og små spiselige hverdagsgoder er i høj kurs herhjemme. Både store K og jeg har helt vildt travlt med store opgaver og eksaminer så at finde en lille tidslomme, hvor man sætter tid af til hinanden og lille K er guld værd i en ellers travl hverdag. Derfor er er skønt at St. Bededag bryder ind i vores hverdag og giver lejlighed til at sætte os og have en hyggelig stund sammen.

Disse varme hveder er rigtigt gode både ristet og nybagte direkte fra ovnen.

Opskrift:

  • 75g smør
  • 2 ½ dl sødmælk
  • ½ dl sukker
  • 2 æg
  • 475g mel
  • 2 tsk. kardemomme
  • 40 g gær

Mælk og smør skal have stuetemperatur inden du starter. Rør mælken ud i gæren og tilsæt sukker og æg. Tilsæt dernæst kardemomme og mel og ælt dejen godt. Til sidst tilsættes smør i små stykker og dejen æltes yderligere til dejen er glat og smidig. Jeg kørte dejen i en røremaskine i ca. 5 min. Lad dejen hæve i 1-2 timer. Herefter formes bollerne og sættes på en bageplade med bagepapir. Bollerne skal stå tæt på bagepladen, men uden at røre hinanden inden de for anden gang stilles til hævning. Bollerne skal igen hæve 1-2 timer før de pensles med æg og bages ved 180 grader i ca. 14 minutter.

Nyd de varme hveder lige som de er, eller skær dem over og giv den en tur på brødristeren eller i ovenen. De varme hveder spiser man egentlig blot med et dejligt tykt lag smør, men vi nyder også gerne hvederne med hjemmelavet marmelade.

 

/Line

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *