En tur på skadestuen, et hjemme indbrud og masser af hygge.

image

image

I morges, midt i danskundervisningen i børnehaveklasse, bankede sekretæren på døren og fortalte, at min mand havde ringet, og at jeg straks skulle ringe tilbage, da Esther var kommet til skade i vuggestuen og havde flækket sin hage. Mit hjerte galopperede pludselig derudaf, og jeg kunne virkelig ikke komme hurtigt nok ud af døren. Jeg tudede endda lidt på vejen, fordi jeg slet ikke kunne klare tanken om Esther med en flækket hage og blod udover det hele – sikkert bund ulykkelig. Det var ihvertfald det jeg forestillede mig, da jeg fik af vide, at jeg skulle skynde mig ned for at hente hende, da hun skulle en tur på skadestuen.

Det viste sig dog at være knap så slemt som (høne)moren her forestillede sig. Bliver man mon bedre til at tackle den slags, i takt med at de bliver ældre? Esther var ok, da jeg kom ned i vuggestuen – Jeg tror måske også,at  de havde vurderet sagen lidt mere alvorlig end den var. Såret var stoppet med at bløde, og efter en tur på skadestuen, kunne vi konstatere, at der heller ikke var brug for at blive syet. Pyh, Sikke en slem forskrækkelse!

Da vi kom hjem i indkørslen ramte næste ulykke. Midt i panikken, havde jeg glemt mine nøgler på lærerværelset! Og da skolen jeg arbejder på, ligger i Gilleleje, 30 km fra vores hus, havde jeg ikke så meget lyst til at vende retur med en træt og ulykkelig Esther på bagsædet. Det endte derfor i et hjemmeindbrud – Og det var faktisk skræmmende nemt! (Vi skal vist ud og købe nye hængsler i weekenden;-)). Med hjælp fra min nabo og en skruetrækker fik vi lirket hasperne af og var inde på nul komma fem.

Resten af dagen har stået på masser af kys, kram og forkælelse. Man kan ligeså godt få det bedste ud af sådan en dag – og det gjorde vi til fulde. Vi har spist alle Esthers livretter: Is, makralsalat, vingummibamser, jordbær og blåbær. Og vi har hygget med bøger, megaperler og musik.

Nu sover Esther, og jeg vil sætte mig med den ugeplan, jeg ikke nåede på arbejdet – God aften.

image

/Josefine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *