Tanker om graviditeten

graviditet

 

Jeg har tidligere beskrevet at jeg synes denne graviditet er anderledes end den første. Egentlig har jeg det meget bedre end sidste gang til trods for at bækkenet driller lidt ekstra. Det er dog en smerte som for mig er til at tage og føle på, fremfor den følelsesmæssige forandring jeg følte i forrige graviditet. Den har bare været nemmere at takle denne gang.

 

Jeg været bedre forberedt og ligesom været klar over, hvad jeg gik ind til. Samtidig har der ikke været den samme tid til fordybelse og dyrkelse af graviditeten fordi vi nu er et familiemedlem mere end sidst. Omvæltningen har nok heller ikke været lige så stor som sidst fordi vi lever på en helt anden måde nu end inden vi fik børn med flere faste rammer og mindre tid til venner og egne fornøjelser. Nu er det nærværet i hverdagen der dyrkes og på den måde har jeg ikke skulle give afkald på så meget under min nuværende graviditet som jeg følte den første gang. Jeg lyder måske lidt forkælet, men for mig var det den gang en kæmpe stor forandring, hvilket jeg synes er faldet mig meget nemmere denne gang.

 

Nu kan jeg forholde mig til graviditeten på en helt anden måde. Nyde de små spark som tager til i styrke for hver dag der går, planlægge, indrette og gøre klar til det lille nye familiemedlem. Jeg værdsætter virkelig, hvordan mit fokus har ændret sig og den ro jeg oplever efter at have prøvet det hele før. Om det er alderen, at jeg i forvejen er mor og har prøvet det forinden eller noget andet ved jeg ikke. Men den ensomhed og rodløshed jeg følte er blevet erstattet en mere afbalanceret tilgang, hvor jeg hviler meget mere i mig selv.

 

/Line

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *