Skipperlabskovs

skipperlabskovs

 

Vi forsøger så vidt muligt at spise efter årstiderne og derfor har der i denne uge være skipperlabskovs på menuen. Jeg går dog lige nu og drømmer lidt om nye kartofler, sprøde salter og søde jordbær. Det må være det smukke forårsvejr der har været de sidste par dage som får mig til at tænke på mere lette og sommerlige retter.

Selvom jeg sagtens ville kunne finde både jordbær og ruccola i supermarkedet, er det ikke noget der endnu er i sæson her i Danmark. For mig skaber det en helt speciel forventningsglæde at gå og vente på nogle fødevarer – og jeg er sikker på at jeg vil nyde de jordbær ekstra meget når de dukker op om et par måneder. Jeg synes derfor der er noget særligt ved at undvære og savne nogen produkter i perioder for så mærker man rigtigt værdien i det man har været foruden.

 

Skipperlabskovs egner sig mere til de lidt store og mere melede kartofler og derfor er denne ret god netop nu. Den smager utroligt dejligt og er nem at lave når først den er sat over. Skipperlabskovs er sådan lidt en mormor-ret efter min mening. Hvert år op til jul blev der lavet en stor portion labskovs hjemme i min mormor og morfars køkken som vi nød ved bordet ude i køkkenet. Min Bedsteforældre boede i Skagen, da de levede, i et stort hus med plads til hele familien. I dagene op til jul kom familiemedlemmer fra nær og fjern dumpende og som jeg husker det var vi mange om bordet. Der blev talt om stort og småt og der var en helt speciel og fantastisk stemning som jeg ikke mindes at have oplevet andre steder. Derfor minder skibberlabskovs mig om en helt særlig tid og nogle meget kærlige og livsglade mennesker.

 

Opskrift på skipperlabskovs (2-3 pers.):

  • 400 g oksebov
  • 500g kartofler
  • 2 løg
  • 8 hele peberkorn
  • 3 laurbærblade
  • ½ liter hønsebouillon
  • 1 tesk. grov sennep
  • 1 spsk. æbleeddike
  • salt og peber

Skræl kartoflerne og skær dem i tern af ca. 2×2 centimeter. Kødet skæres ligeledes ud i ca. samme størrelse. Brun kødet i en god klat smør og tilsæt hakket løg, peberkorn, laurbær og bouillon. Lad retten simre i ca. 40 minutter og tilsæt kartoflerne og kog videre til de er møre og lettere udkogte. Smag retten til med sennep, eddike, salt og peber.

Skibberlabskovs kan nydes med rødbeder og pyntes med enten karse eller purløg.

 

/Line

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *