Salat med grillede nektariner

Salat med grillede nektariner

SKØN OG SOMMERLIG SALAT MED GRILLEDE NEKTARINER 

Vejret er intet mindre end fantastisk disse dage, og vi stor nyder det og forsøger at få så meget ud af det som muligt. Både i går og i dag er vi skyndt os ned på stranden efter arbejde for at nyde de sidste solstråler og en forfriskende dukkert. Esther, der ellers har været lidt tilbageholden med at bade i det kolde danske vand, er fuldstændig pjattet med det i år, og kan slet ikke få nok.

I Sidste uge var vi på ferie i Skagen, hvor der også var masser af sensommerstemning. Udover en masse is og dejlige strandture fik vi blandt andet grillet en masse på altanen – og til grillmad er der intet bedre end et par lækre og sommerlige salater. Bl.a. denne skønne og enkle salat med grillede nektariner, som smager både sød og salt og knaser dejligt fra de hakkede og ristede mandler. Vi spiste den sammen med grillede jomfruhummer og et lækkert flüte.

Opskrift på salat med grillede nektariner (2-4 personer) :

  • 100 g. friske økologiske baby spinatblade
  • 3 nektariner
  • 1 stor håndfuld mandler
  • 150 g. feta
  • 1 spsk. god olivenolie
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 spsk æblecidereddike
  • salt og peber

 

 

Skyl spinatbladene godt og tør dem i en salatslynge.

Rist mandlerne på en tør pande ved middelvarme og hak mandlerne groft.

Skær nektarinerne i halve, fjern stenen og skær nektarinerne i både. Grill dem et par min. på hver side til de er let gyldne og har fået flotte grillstriber.

Kom spinatblade i en skål. drys med feta og mandler og kom de grillede nektariner på toppen.

Rør olivenolie, citronsaft og æblecidereddike sammen, smag til med lidt salt og peber og hæld dressingen over din salat.

 

salat nektariner

 

 

/Josefine.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *