Rødspættefilet i fad

fiskeret

 

Jeg holder rigtigt meget af at eksperimentere i køkkenet, men hvad endnu bedre er når det lykkes rigtigt godt med det man har prøvet af. Sådan var det i sidste uge, hvor menuen stod på friske rødspættefileter. Selvom jeg elsker de klassiske panerede fiskefileter, havde jeg alligevel lyst til at prøve noget andet.

 

Egentlig fandt jeg bare det frem vi lige havde liggende og resultatet blev rødspættefilet i fad med en masse grønt, pesto og hakket mandler. Super lækkert.

 

Rødspættefilet i fad er helt utroligt nemt og enkelt at lave og kræver nærmest ingen tid. Find alt det grønt du kan lide frem, snit det og kom det i et fad med fisken ovenpå. Efter blot 10 minutters tid i en varm ovn er fiskeretten klar og kan serveres med alt fra kartofler, pasta, couscous eller hvad man er til. Vi fik selv couscous med friske ærter smagt til med lidt citron, salt og peber.

 

Vi forsøger at spise fisk minimum en gang om ugen og generelt at variere vores kost i dagligdagen. En nem måde ”at holde øje” med det på, er ved at lave en madplan. På den måde kan man sikre sig at alle ugens retter ikke kun består af hakkekød. En god ide er også at gemme madplanen, der både kan bruges som inspiration til senere brug eller det kan være en måde at veksle menuen og garantere at man ikke spiser det samme hver uge. Herhjemme er vi stor fan af madplaner og selvom den ikke holder hver uge og hele tiden, da der også skal være plads til overraskelser, er det for os en rigtig god måde at strukturere hverdagen på. Samtidig sikre vi forskellig og varieret mad, det er nemt at handle efter en madplan og en god måde at spare penge og sikre at man får brugt alle de varer som indkøbes.

 

Når man laver rødspættefilet i fad kan man sagtens anvende en anden hvid fisk som for eksempel sej, torsk eller kulmule og kun fantasien sætter grænser i forhold til hvilken slags tilbehør der skal med i fadet.

 

Min opskrift på rødspættefilet i fad kommer her.

rødspættefilet i fadfisk i fad

Opskrift på rødspættefilet i fad

  • 8 små rødspættefileter
  • 3-4 blade spidskål
  • ½ broccoli
  • 1 porre
  • 8 asparges
  • 6 cherry tomater
  • 2-3 spsk. pesto
  • 1 dl fløde
  • 25 g. smør
  • 10 mandler

Snit spidskål og porre og kom det i bunden af fadet. Kom herefter hele asparges i fadet. Pluk små broccolibuketter og halver tomaterne og kom dem i fadet. Fisken lægges ovenpå grøntsagerne og herefter røres pesto og fløde sammen og hældes over fisken. Fordel smørret i små klumper rundt omkring og hak til sidst mandlerne og fordel dem. Fiskefadet sættes i ovnen ved 200 grader i ca. 12 minutter.

 

/Line

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *