Et retreat på Ærø hos Maj My

Solen skinnede og mine forventninger var høje samtidig med, at jeg var en lille smule nervøs. Både fordi, at jeg for første gang skulle undvære min lille familie i to hele døgn, men også fordi, at jeg var bange for, at weekenden ville forandre mig – sådan helt grundlæggende, inde i min inderste kerne.

Det var med de følelser, at jeg sad på færgen mod Ærø for et par måneder siden, fordi jeg havde meldt mig til Maj My’s retreat. Smukke og omsorgsfulde Maj, der selv var midt i en mediestorm, fordi hun havde skrevet et brev til LEGO-land, om et forældet skilt de havde hængende ved en af deres forlystelser. Og selvom man kunne mærke en flig af sårbarhed, tog hun imod os med hjertevarme, åbenhed og en misundelsesværdig grounding.

Vi boede i et stort hus med en dragende udsigt over marker og hav, der var god økologisk mad lavet fra bunden, masser af søde sager og altid varmt vand på kanden til en kop te eller kaffe. Det var to dage med samtaler, oplæg, fordybelse, overraskelser, nærvær, gåture, inspiration, yoga, omsorg, stilhed, hygge og samvær. To gode dage!

På anden dagen spurgte jeg ind til den grounding Maj udstråler. Jeg spurgte hvad hendes kerne var. Hvad den bestod af, og hvordan hun kunne mærke den. Hun svarede noget i retning af:

Din kerne er dit livsfundament. Det er stedet i dig, hvor du ved hvem du er, hvad du sætter pris på, og hvad du vil. For at komme tæt på den inderste kerne, er det vigtigt at mærke efter, dybt inde i hjertet og have mod til at gøre det, som får dig til at blomstre”.

Det var måske ikke ordret, men budskabet var det samme.

Jeg har altid troet på, at vi selv sætter rammerne for vores liv, men jeg synes at det kan være svært at mærke efter og nå ind til min kerne. Både fordi, at det kræver tid til fordybelse, men også fordi, at jeg er vokset op med en masse normer, traditioner, forventninger og værdier fra samfundets side, mine forældres, skolen og ikke mindst fra mig selv. En helt masse skrevne og uskrevne regler, der alle handler om, hvad jeg ’bør’, ’må’ og ’skal’, og som ligger dybt indgroet i mig.

Vanen og tilvænningen til at ændre et så markant skift, og i det hele taget nå ind til min kerne tager tid, fordi der er mange lag (overbevisninger), som skal pilles væk, før jeg når helt derind. Men weekenden på Ærø har sat dybe bevægelser i gang. Og jeg er ikke bange for forandringen længere. Forandringen er ikke farlig. Den er foranderlig, nødvendig, og eventyrlig.

At turde lytte til min intuition har gjort at jeg er kommet meget tættere på min kerne, og at jeg i langt højere grad har ”fundet hjem”. Vi er kaptajn på vores eget skib og vi sætter selv kursen. Livet bevæger sig konstant og det er måden vi navigerer, der tæller.

 

/Line

 

1 thought on “Et retreat på Ærø hos Maj My

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *