Pulled chicken

IMG_8966IMG_8932

BØRNEVENLIG PULLED CHICKEN I ØLANDSHVEDEBOLLER MED SPRØD SPIDSKÅLS- OG ÆBLESALAT.

I går delte Line opskriften på en lækker klassisk pulled pork, – i dag får du så opskriften på pulled chicken. En utrolig mør og velsmagende ret og et godt alternativ til pulled pork, hvis du trænger til at prøve noget nyt.

Opskriften er meget børnevenlig, da kyllingen er sød og mild i smagen. Manden herhjemme kunne have ønsket sig lidt mere knald på krydderierne, i form af fx chiliflager og cayennepeber, hvorimod Esther og jeg synes den var lige i øjet.

Pulled chicken er ikke helt så tidskrævende som pulled pork, og tager (kun) ca. 3-4 timer at lave, plus lidt forberedelse af marinade dagen før. Vi serverede vores pulled chicken i lækre hjemmebagte ølandshvedeboller, sammen med en sprød spidskåls- og æblesalat samt lidt mayonnaise.

Opskrift på pulled chicken:

  • 4 store kyllingebryst

Marinade

  • 4 spsk ketchup
  • 8 spsk god olivenolie
  • 3 spsk brun farin
  • 3 spsk æblecidereddike
  • 3 tsk salt
  • 4 tsk hvisløgspulver
  • 2 tsk løgpulver
  • 1 tsk paprika
  • 1 tsk røget paprika
  • 1/2 cayennepeber

 

Aftenen før:

Bland alle ingredienserne til marinaden sammen og kom kyllingebrysterne ned i. Lad kyllingen ligge i marinaden natten over.

 

På dagen:

Tænd ovnen på 125 grader

Vend kyllingebrysterne ud på et stykke sølvpapir med marinaden over, og pak dem godt ind i sølvpapir. (Mindst to lag).

Kom sølvpapirspakken i et fad og herefter i ovnen i 3,5 time ved 125 grader.

Kom kylling og marinade i et stort fad, og brug to gafler til at rive kyllingekødet fra hinanden – til du har en skøn og mør pulled chicken. Vend resten af marinaden i din pulled chicken og server i lune burgerboller med fx. En sprød spidskåls- og æblesalat.

 

IMG_8959

/Josefine.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *