Opskrift på honningkagesnitter

honningkagesnitter

Jeg er her endnu, selvom jeg har været fraværende de sidste uger. Pludselig kom studietravlheden og sygdom og derfor har der ikke været tid til så meget andet. Min krop fortalte mig at jeg skulle tage den lidt med ro og det har jeg lyttet til. Derfor har jeg desværre prioriteret bloggen fra så jeg kunne få afleveret min opgave til tiden, passe lidt på helbredet og være sammen med mine to yndlings. Nu er opgaven heldigvis blevet afleveret og jeg har juleferie. Jubii.

Den anden dag hyggede vi med min søde svigerfamilie og Lille K’s Oldeforældre og havde i den anledning lavet honningkagesnitter. Det er efterhånden tredje år vi inviterer til hjemmelavet honningkagesnitter og det var simpelthen så hyggeligt. Den ene time tog den næste og hvad der startede som eftermiddagshygge endte med aftensmad som vi bestilte ved byens bedste pizzahus.

Allerede tilbage i starten af november lavede vi fordejen til disse honningkagesnitter. Den skal nemlig gerne stå i mindst en måned inden den tages i brug. Fordejen består af lige dele honning og lige dele hvedemel. Til opskriften her er der brugt 250g mel og 250g honning som er blevet æltet sammen, lagt i en lukket beholder og har stået i køleskabet . Efter en måneds tid, gerne længere hvis man kan vente, er dejen klar til at blive lavet til honningkager.

Opskrift på honningkagesnitter:

Honingkagedej:

  • Fordej
  • 1 æggeblomme
  • 1 tesk. potaske
  • 1 tesk. støt kanel
  • ½ tesk. støt ingefærd
  • ½ tesk. støt nellike
  • ½ tesk. støt allehånde

Æblekompot:

  • 250 g madæbler
  • 125 g sukker
  • 2 spsk. Æbleeddike

Smørcreme:

  • 100 g blødt smør
  • 100 g flormelis

Mørk chokolade som overtræk.

Fremgangsmåde:

Kom æggeblommen i en skål og rør potaske ud i blommen. Ælt ægget sammen med fordejen til en ensartet masse. Bland kanel, ingefærd, nellike og allehånde sammen og ælt det godt ind i dejen, gerne i 3-5 minutter.

Dejen deles i to og kommes ud på et bord med mel. Dejen rulles ud i to lige stor firkanter på ca. ½ cm. og bages på en bageplade med bagepapir i 10-12 minutter.

Når honningkagedejen er nedkølet er de hårde som sten og skal derfor blødgøres. Dette gøres ved at de forsigtigt pakkes ind i et let fugtigt klæde, kommes i en lufttæt beholder og stilles i køleskabet i ca. 3 dage.

Æblekompotten kan fint laves nogle dage inden den skal serveres. Æblerne skraldes og skæres i tern og koges sammen med sukker til det er mørt. Smag det til med æblecidereddike og lad det køle helt af.

For at lave smørcremen piskes det bløde smør og flormelis sammen.

Honningkagesnitterne er nu klar til at blive samlet. Honningkagedejen tages ud af køleskabet og pakkes ud af klædet. Det ene stykke smøres først med smørcreme og herefter med æblekompot. Herefter lægges den anden honningkagedej ovenpå. Honningkagen skæres i i passende størrelser og overtrækkes med en god smeltet chokolade.

 

/Line

 

 

 

 

2 thoughts on “Opskrift på honningkagesnitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *