Øllebrød med figner

øllebrød med figner

BABYMAD FRA 6 MÅNEDER: FÅ DIT LILLE BARN TIL AT SPISE ØLLEBRØD, TILSÆT BLOT FIGNER I GRØDEN.

 

Der er en herhjemme som er blevet rigtigt glad for mad, især denne hjemmelavede kartoffel- og gulerodsmos. Det tog sin tid, men nu sidder Mini A og rokker i stolen, basker lidt med hendes små arme og siger mmmhh… imens hun kører den ene skefuld ind efter den anden. Det er så skønt og virkelig hyggeligt. Og selvom det kræver lidt ekstra tid at lave maden fra bunden føles det helt rigtigt, når nu det bliver taget så godt imod.

 

Herhjemme er vi allesammen glade for grød i alle afskygninger lige fra risengrød, havregrød til hirsegrød og øllebrød. Og vi spiser gerne grød til aftensmad en gang om ugen, men vi starter også tit dagen med et solidt måltid bestående af en morgengrød. I øjeblikket er det denne øllebrød med figner eller også er det havregrød med æblemos.

 

Det startede egentlig med at jeg ville tilbyde Mini A øllebrød, hvilket hun vrængede lidt på næsen af. Lige indtil nu, hvor jeg lavede en portion øllebrød med figner. Det er et kæmpe hit! Så et lille trick til, hvordan du får dit lille barn til at spise øllebrød er blot ved at tilføre grøden figner. På grund af fignerne får øllebrøden den helt korrekte smag af rigtig øllebrød, som hvis man lavede den med sukker.

 

Øllebrød med figner er rigtigt nemt at lave fra bunden og tager ikke meget mere end 5 minutter. Det er derfor også en grød man sagtens kan lave om morgenen, da det ikke tager meget længere tid end enhver anden slags grød. Øllebrøden er sød og lækker og mætter længe.

 

Når man laver øllebrød med figner til en baby på blot 6 måneder er det i starten en god ide at bruge rugbrød uden kerner og samtidig skære kanterne fra. Lige nu er det svært at få fat i friske figner, men man kan fint bruge de tørrede, hvis bare man bløder dem lidt op i noget kogende vand. Det er super nemt, få opskriften lige her:

 

Opskrift på øllebrød med figner:

  • 2 skiver rugbrød
  • 2 tørrede figner
  • 2 dl vand
  • 1 lille tesk. smør
  • lidt modermælk eller modermælkserstatning.

 

Start med at hælde lidt kogende vand over fignerne for at bløde dem lidt op.

Rugbrødet skæres i tern og kommes i en gryde med vand. Det koges i tre minutter, hvorefter fignerne tilsættes og det hele blendes til den ønskede konsistens. Tilsæt smør og evt. lidt modermælk eller modermælkserstatning.

 

/Line

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *