Mit eksem – og en anti inflammatorisk kostplan.

 

 

Er der mon andre, der ligesom jeg, er ramt af eksem?

Det føles på en eller anden måde altid lidt grænseoverskridende at skulle skrive eller fortælle om mit eksem, men jeg håber, at jeg med dette indlæg kan inspirere og dele ud af min egen erfaring til glæde for andre, der også er ramt af eksem og hudlidelser – og måske at andre også har lyst til at dele deres historie og erfaring med mig?

Som barn fik jeg konstateret psoriasis, med store plamager på mine knæ og albuer, og senere fik jeg også børneeksem over en årerække. Jeg har også flere gange, specielt som barn, haft udbrud af nældefeber. Jeg voksede mere eller mindre fra mit eksem i mine teenageår, med kun få og enkelte udbrud, indtil for ca. 5 år siden, hvor jeg havde et kæmpe eksemudbrud i mit ansigt og på mit bryst. (Det var faktisk i forbindelse med HPV vaccinen, om det har været derfor eller blot tilfældigt, ved jeg dog ikke).

Siden har jeg hvert vinter halvår været ramt af eksemudbrud, specielt omkring mine øjne og min mund. Min hudlæge definerer det som atopisk eksem. Min hovedbund og albuer minder dog mere om psoriasis, så trods at flere hudlæger har hævdet, at man ikke både kan lide af psoriasis og atopisk eksem/børneeksem på samme tid, er jeg nu mere eller mindre sikker på, at dette er tilfældet hos mig.

Hormoncremer virker ofte mens jeg smører, men eksemen bluser hurtigt op igen, så snart jeg stopper. En blodprøve har vist, at jeg er meget allergisk overfor husstøvmider, men ellers ikke slår ud på noget. Derfor forsøger vi selvfølgelig at leve herefter. Rimelig rent, uden tæpper på gulvene, topmadras og dyner, der kan vaskes på 60 grader, lufter godt ud osv. Alligevel er det desværre ikke noget jeg oplever, at der hjælper på min eksem.

Sommer og sol, samt graviditeter får til gengæld min eksem til at forsvinde igen. Jeg har derfor været helt eksemfri det sidste års tid. Lige indtil for et par måneder siden (da Wilma var ca. et par uger gammel), hvor mit eksem blussede gevaldigt op. Igen er det i områderne rundt om mine øjne og mund der er ramt, og selvom jeg er klar over, at der findes andre, der er langt hårdere ramt end jeg, føler jeg mig meget generet af det. Mine øjne løber konstant i vand og føles som sandpapir, og jeg føler, at jeg hverken kan snakke eller smile uden at være meget generet rundt om munden. Jeg får det faktisk tit meget klaustrofobisk, når min eksem blusser op. Som om min hud slet ikke kan ånde og jeg ikke kan være i min egen krop.

 

Jeg har desværre ikke fundet en mirakelkur, som fjerner mit eksem, men jeg har fundet noget der hjælper! De sidste tre uger har jeg nemlig spist og levet efter en anti inflammatorisk kostplan, og lige nu er mit eksem på et stadie, hvor jeg sagtens kan leve med det. Jeg er stadig meget rød og tør, specielt rundt om mine øjne, men de løber ikke i vand konstant, og det føltes ikke længere, som om der sidder sandpapir i øjenkrogene. Min mund kan jeg bevæge og smile med, uden at jeg føler, at huden går i stykker, – og faktisk ser huden næsten helt almindelig ud her, hvis jeg bare sørger for at bruge en god fedtcreme på læberne et par gange om dagen. Jeg håber sådan, at et par uger mere, kan dæmpe eksemudbruddet helt. Jeg har i hvert fald tænkt mig at forsøge at fortsætte min anti inflammatoriske kostplan. Selvfølgelig suppleret med en god fedtcreme. (mine favoritter er La roche-Posays Lipikar Baume AP+ til kroppen, og Locobase Repair til de særligt angrebne områder. Begge cremer kan købes på apoteket).

Kort og godt går det at spise og leve anti inflammatorisk ud på, at dæmpe inflammationen i kroppen. Inflammation er en betændelsestilstand, der opstår som reaktion på noget der irriterer og aktivere immunforsvaret – og er derfor et sundhedstegn , der hjælper os med at nedbryde forskellige infektioner i kroppen. Problemet kan opstå hvis inflammationen bliver for voldsom og langvarig og fører til en kronisk inflammationstilstand, som kan vise sig ved fx eksem.

Ved at spise og leve anti inflammatorisk, vælger du de ting der virker hæmmende eller dæmpende på inflammationen og forsøger at undgå de ting der kan være med til at øge inflammationsniveauet i kroppen. Fx skære ned på kaffe, mælkeprodukter, kød og omege 6, og til gengæld spise masser af økologisk grønt og frugt, omega 3, mælkesyrebakterier og ingefær. For at dette indlæg ikke skal blive alt for langt, deler jeg meget mere om det at leve anti inflammatorisk i mit næste indlæg.

 

 

Er der andet, som der har virket for dig – og som du har lyst til at dele, så skriv endelig i kommentarfeltet.

 

 

 

/Josefine.

1 thought on “Mit eksem – og en anti inflammatorisk kostplan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *