Min 2. Fødselsberetning

Din vej til verden.

 

Tirsdag d. 3. Januar

Ramte jeg terminsdatoen, men du lå stadig trygt og godt inde i maven og hyggede dig. Jeg var ærlig talt lidt skuffet. Hele graviditeten havde folk overbevist mig om, at jeg ville føde før tid. Nu var vi pludselig gået ind i januar, din far var igen begyndt at arbejde, Esther i vuggestue og jeg bare ventede og ventede og var meget utålmodig efter at møde dig.

 

Onsdag d. 4. Januar

Var jeg til mit sidste jordemoderbesøg. Hun undersøgte mig og konkluderede, at jeg var ‘helt lukket’. Altså absolut ingen optakt til nogen nærstående fødsel!

 

Torsdag d. 5. Januar

Fik jeg akupunktur og en hindeløsning af denrigtigejordemoder, for at hjælpe kroppen lidt i gang. Jeg ville for alt i verden helst ikke igangsættes medicinsk. Om eftermiddagen gik jeg en laaaang tur, og jeg kunne virkelige mærke, at kroppen arbejdede, og havde også masser af heftige plukkeveer.

 

Fredag d. 6. Januar

Gik min slimprop og jeg fik milde veer. Det var præcis sådan min første fødsel startede, hvorfor jeg var overbevist om, at nu var du endelig på vej. Vi afleverede din storesøster hos moster og onkel og gjorde os klar til hospitalet. Men stille og roligt gik der pludselig længere og længere mellem veerne, for at de til sidst stoppede helt kl. 3 om natten, og jeg faldt træt og udmattet i søvn. Den næste dag skete der slet ingen ting. Egentlig heldigvis, for jeg var virkelig træt!

 

Søndag d. 8. Januar

Gik jeg hele dagen og havde en lille følelse af, at mit vand sivede lidt. Måske havde jeg faktisk allerede den følelse om lørdagen. Men det var meget lidt, og slet ikke efter bogen. Alle steder står der, at man skal tage et bind på, og lade der gå et par timer. Hvis bindet er vådt, er det vandet, der siver. Jeg kunne sagtens gå flere timer med et helt tørt trusseindlæg, og bind var slet ikke nødvendigt. Alligevel blev jeg ved med at have følelsen og mistanken, og om aftenen ringede jeg til fødegangen for at vejlede mig med dem. Vi aftalte, at jeg skulle komme ind til et tjek – bare for en sikkerhedsskyld! Vi tog Esther med, for vi ville nødigt aflevere hende igen, “uden grund”. På vejen derind begyndte jeg at få lidt muren i underlivet. Hm, måske var der alligevel noget i gang??!

 

Kl. 20.00 blev jeg undersøgt, mens Esther og din far hyggede sig i kantinen og rundt på hospitalets gange og trapper. Det viste sig, at det var vandet der var gået! Og jeg var 3 cm åben, og havde kun en lille smule livmoderhals tilbage. Veerne fredagen forinden, havde altså ikke været helt spildt. Vi havde svært ved at fastslå, hvornår der var gået hul på vandet, hvorfor det blev betragtet som over 24 timer siden vandafgang. Dette betød bl.a, at jeg skulle nå at have antibiotika via drop inden fødslen, og at jeg nu var helt sikker på, at du var på vej. For ud skulle du! Juhuu, pludselig var jeg både spændt, forventningsfuld og også lidt nervøs, men mest af alt glædede jeg mig bare til at møde dig <3

Jeg ringede til din far og bad ham om at køre Esther hjem til moster og onkel. I mens gik jeg rundt oppe på fødegangen og fik stille og roligt flere og flere veer. Min krop var heldigvis helt klar over, at du var parat til at komme ud, og jeg var glad for at igangsættelse ikke blev nødvendigt. Veerne var langt fra smertefulde, og jeg kunne både smile og tale imens.

 

Kl. 22.00 Var din far tilbage hos mig, og vi fik tildelt en fødestue. Helt præcis fødestue 8, som er en sansestue og præcis den samme stue, som jeg fødte din storesøster på. Det kunne ikke være mere rigtigt. Mine veer var stadig milde og korte og jeg havde det rigtig godt.

 

Kl. 22.30 Fik jeg antibiotika via drop, og der blev kørt CTG. Du havde det heldigvis stadig dejligt inde i maven.

 

Kl. 22.50 Var jeg 4 cm åben og jordemoderen prikkede yderligere hul på vandet, for at sætte lidt skub i det hele. Det resulterede i flere og kraftige veer, og jeg slog over i laboro vejrtrækning, hvilket er et af principperne ved smertefrifødsel (som er et kursus jeg havde taget inden min første fødsel og været virkelig glad for, læs evt. mere her eller i min 1. Fødselsberetning, her). Jeg havde ikke på forhånd besluttet, om jeg ville gøre brug af vejrtrækningen og principperne, og havde langt fra øvet ligeså meget som man burde, men da jeg stod midt i det hele sad det tydeligvis på rygraden og virkede virkelig godt for mig. I starten havde jeg svært ved at slappe af, og begyndte at fryse helt vildt. Jeg fik en varmepude og en masse tæpper over mig, og lå og koncentrerede mig om at spænde af og lade kroppen arbejde.

 

Mandag d. 9. Januar

Kl. 00.00 Var der jordemoderskifte. Jeg havde ret optur over, at jeg stadig kunne både tale og smile i pauserne, og følte mig 100 % tilstede. Jeg fik givet hånd til jordemoderen, der hed Elsebeth. Hun virkede først en smule skrap og men heldigvis skulle hun vise sig at være rigtig sød.

Jeg havde efterhånden fået mere og mere styr på mine veer. Jeg kunne slappe af og nyde pauserne, og brugte laboro og afspænding under veerne. Det var en helt utrolig følelse, men jeg følte simpelthen, at jeg for hver ve kunne mærke, at jeg åbnede mig og kom tættere og tættere på mål. Så selvom det gjorde vanvittig ondt, var det fedt at mærke, at vi bevægede os hen mod mål. På daværende tidpunkt havde jeg dog ingen anelse om, at målet var så tæt på.

 

Kl. 00.15 Blev jeg undersøgt og var
5 cm åben. Jeg bedte om klyx, og bagefter forsøgte jeg at gå lidt rundt mellem veerne, men besluttede hurtigt at jeg fik mere ud af at ligge i sengen, så jeg kunne slappe helt af i pauserne. Veerne kom nu med 2 min. Interval og varede over 1 min.

 

Kl. 00.40 Blev jeg undersøgt igen. Nu 6 cm åben, og idet jordemoderen udtalte, “jeg tror det kommer til at gå stærkt nu”, åbnede jeg mig de sidste 4 cm på en enkelt ve og hun fik pludselig meget travlt med at gøre det sidste klar, i mens jeg lå og gispede mig igennem de første presseveer.

 

kl. 00.53 Kom du til verden. Efter kun fem minutter med aktive presseveer. Du havde navlesnoren om halsen, og måtte lige gnubbes lidt. Du begyndte dog hurtigt at græde, og fik derfor lov at komme op og ligge på min mave, hvor du fandt brystet og faldt til ro. Du var så fin og dejlig, og din far og jeg var helt høje på lykke og kærlighed. Du både lød og lignede en rigtig lille Wilma, og jeg var så stolt over nu at være mor til to så perfekte små piger.
Din far klippede navlestrengen og senere blev du vejet og målt.

– 3710 g og 52 cm ren kærlighed

 

Velkommen til verden lille Wilma <3

 

 

/Josefine.

3 thoughts on “Min 2. Fødselsberetning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *