Mangel på tid og tanker om at sende børn i institution

Der har været stille på min side af skærmen længe. Det er ikke fordi lysten ikke har været der, det har mere været tiden der har været problemet. Eller man kan sige, at jeg har prioriteret noget andet. Den store tidsrøver er helt sikkert børnene og familielivet som der altid er fuld fart på herhjemme. Og når man sjældent har mere en halv time uden forstyrrelser kommer jeg aldrig i dybden med noget. Faktisk er det sjældent at computeren overhoveder bliver åbnet. Det savner jeg!

(Vi har blandt andet brugt tiden i et sommerhus i Karrebæksminde, et helt vildt dejligt sted. Uden computere og netværk, men med tid til hinanden, god mad og små ture rundt i området. Karrebæksminde er et hyggeligt lille og intimt ferieparadis for de badegalde og islystne typer).

Derfor stod jeg i mandags klar da biblioteket åbnede og fandt mig en god plads. Her sad jeg med min computer og fik styr alle mulige praktiske ting. Jeg fik skrevet mails og beskeder til alle jeg har været bagud med. Jeg har fulgt op på en masse i forhold til brylluppet og kreeret bryllupsinvitationer. Det nærmer sig jo med hastige skridt. Jeg fik handlet over nettet, skrevet det meste af det her blog indlæg, søgt jobs og planlagt resten af ugen. Fem timer blev det til. Uforstyrret, foran computeren. Jeg føler mig næsten ikke bagud længere.

I mit fravær her på domænet er vores Mini A i mellemtiden blevet 1 år og vi fejrede hende selvfølgelig sammen med familien. Et helt år siden hun var så lille her. Om jeg begriber hvor tiden blev af. Hun er det skønneste lille omsorgsfulde menneske, der elsker at putte og sidde på min arm. Hun er blid og samtidig temperamentsfuld. Forsigtig, men nysgerrig. Altid glad og med smil på læben. Af hjertet tak for dig.

(Vi fejrede Mini A med kagebord og en tur på legepladsen – den med den gode udsigt)

I starten af måneden begyndte hun i vuggestue, og selvom det går rigtigt godt, savner jeg hende. Jeg vil forklare sådan her: Forestil dig at du har fået det smukkeste ur du længe har ønsket dig. Du har haft det på dit håndled, dag og nat, i et år. En dag mister du dit fine ur og selvom du godt ved, at det er væk kigger du konstant på den tomme arm for at opdage, at det er forsvundet. Armen føles blottet og unaturlig. Eller i hvert fald forandret. Og al forandring skal man vænne sig til.

Jeg føler pludselig der mangler noget af mig. Kender i det? Jeg havde det på akkurat samme måde da Lille K startede. Ifølge sundhedsplejersken er det helt naturligt. Hun er sådan en sej kvinde der cykler rundt til alle borgere i kommunen, og som selv blev hjemme hos sine børn til de startede i børnehave. Og det er jo nok lige præcis der jeg har det svært. Jeg er ikke sikker på at et et-årigt barn nødvendigvis har bedst af at komme i institution, men at det mere er et praktisk behov for mor og far. Det er altså ikke barnets behov at være adskilt fra sine forældre i flere timer hver dag, hvilket forskning jo også viser.

Margot Sunderland, som er børnepsykolog og psykoterapeut har skrevet over 20 bøger om emnet “children’s mental health”. I hendes research har hun blandt andet fundet frem til at børns stresshormon stiger når de er i institution, hvilket kan påvirke barnets hjerne negativt og senere i livet føre til depression. Hun siger også at:

“Når et barn lider under savnet af en forælder, aktiveres samme dele af hjernen, som når barnet føler fysisk smerte. Det er i bogstavelig forstand smertefuldt for barnet at savne sin mor eller far.”

Jeg har haft helt utroligt mange tanker om at trække hende ud af institutionen. Hjem igen. Men samtidig har jeg en uddannelse og en passion der trækker i mig. For mit vedkommende er det en evig indre konflikt om et ønske om mere tid og nærvær med mine børn og en længsel efter at udfolde min karriere og udfordre min faglighed.

Heldigvis er vi privilegeret fordi vi har valgt en god privat institution, der ser og rummer det enkelte barn. Vi kan give begge vores børn korte dage og holde fri når de har brug for det. Lille K elsker sin børnehave og ville slet ikke kunne undvære den. Jeg ved derfor også at det er et rigtigt godt sted. Men der er altså en lille stemme på min skulder der bliver ved med at spøge og en mavefornemmelse der har lyst til at være hjemmegående.

 

/Line

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *