Kyllingefrikasse med dild og asparges

kyllingefrikasse

 

Jeg holder helt utroligt meget af forsommeren og alle de nye grøntsager som sæsonen byder på. Vi har fået lavet rabarbersaft samt rabarbermarmelade. Vi har spist en masse asparges – både i salater og fra grillen. Krydderurterne står så fint i altankasserne og så er ærterne virkelig gode nu. Og lige om lidt er det tid til at plukke hyldeblomster og lave saft herfra. Det bliver ikke meget bedre.

Her den anden dag lavede jeg kyllingefrikasse med dild, asparges, friske ærter og gulerødder. Når man tænker på kyllingefrikasse tænker man måske på en lidt tung mormorret som hører efteråret eller vinteren til. Men burger man de lækre råvarer som der netop nu er sæson for, synes jeg egentlig at den passer godt – også her i juni måned.

 

Opskrift på kyllingefrikasse

  • 2 stk. Kyllingebryst fileter
  • 1 l. bouillon vand
  • 25 g smør
  • 1-2 skefulde mel
  • 5 asparges
  • 2 gulerødder
  • 1 dl ærter
  • 1 bundt dild
  • salt & peber

 

Start med at kog de to kyllingefileter i bouillonvandet i ca. 10 minutter til kyllingen er mør. Herefter tages kyllingen op ad vandet. Gulerødder og asparges skæres i mindre stykker og koges dernæst i bouillonvandet. Gulerødderne kommes først i det kogende vand og koges i 2 min, hvorefter asparges tilsættes og det hele koges i yderligere 1 min. Dernæst sies bouillonvandet fra og gemmes til sovsen.

Kom smør i en gryde og lad det smelte ved lidt over middel varme. Når smørret er smeltet tilsættes melet og der røres sammen til en smørbolle. Herefter tilsættes bouillonvandet lidt ad gangen imens der piskes kraftigt for ikke at sovsen klumper. Når sovsen har den rette konsistens skrues ned på svag varme og kyllingen skæres i mindre stykker og kommes i sovsen sammen med gulerødder, asparges og ærter. Herefter hakkes dilden og tilsættes. Afslutningsvis smages sovsen til med salt og peber.

Vi fik kartofler til vores kyllingefrikasse.

 

 

/Line

 

1 thought on “Kyllingefrikasse med dild og asparges

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *