Klassisk pariserbøf

pariserbøfIMG_9870

Klassisk pariserbøf med det hele

En god klassisk pariserbøf er altid et hit, og så er det faktisk ganske nemt og enkelt at tilberede. Både Jesper og jeg elsker pariserbøf, og i en lidt mere børnevenlig edition, hoppede Esther også på vognen. Specielt rødbederne og den lille børnebøf, som var lavet specielt til hende, var et stort hit.

Jeg synes en pariserbøf er ekstra god med lidt af det gode tilbehør i bøfferne. Både kapers og rødbede giver en rigtig god smag i bøfferne og tilføjer lidt ekstra til din pariserbøf.

Hvis din pariserbøf skal være helt klassisk og “rigtig” bør den serveres (som Jespers) med en rå æggeblomme på toppen. Jeg selv foretrækker dog et spejlæg på toppen – det smager simpelthen så godt!

 

Opskrift på pariserbøf (til 2 personer)

  • 350 g god økologisk hakket oksekød
  • 1 spsk kapers
  • 6 store skiver syltet rødbede
  • Salt og peber
  • 1 æg
  • 1 spsk rasp
  • 2 skiver god mørk franskbrød

Hak kapers og rødbede fint og rør oksekød sammen med kapers, rødbede, æg, rasp og salt og peber. Lad farsen hvile i køleskabet en halv times tid.

Form to store bøffer som lægges ovenpå brødet. Klem bøfferne fast på brødet og pres godt i kanterne. Rids bøfferne med en skarp kniv og krydder med lidt salt og peber på toppen.

Smelt lidt smør og olie på en pande, og steg bøfferne på kødsiden. Vend herefter dine pariserbøffer og steg dem færdige på brødsiden, til brødet er sprødt og gyldent. Tilføj evt. Lidt smør til din pande, når du vender pariserbøfferne.

Tilbehør:

  • 2 rå æggeblommer/eller to spejlæg alt efter hvad du er mest til 🙂
  • 4 spsk finthakkede Syltede rødbeder
  • 2 spsk Kapers
  • 2 spsk frisk revet peberrod
  • 2 spsk Pickles eller cornichoner
  • 1 lille rødløg

Hak rødbeder i små tern og pickles/cornichoner i skiver.

Skær rødløg i tynde løg ringe og riv peberroden fint på et rivejern.

Hvis du som mig er mere til spejlæg end rå æggeblomme, skal denne også lige tilberedes på en pande.

Anret tilsidst din pariserbøf med hakkede rødbeder, cornichoner/pickles, rødløg, kapers, revet peberrod og æggeblomme/spejlæg på toppen – og nyd en god gang klassisk pariserbøf med det hele.

 

IMG_9850

 

/Josefine.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *