Hjemmelavet müslibar til madpakken

müslibar billede

hjemmelavet müslibar

 

Ugen inden jeg startede specialeskrivning forsøgte jeg mig med at lave en müslibar som passede ind som en lille dessert i madpakken. Ofte har jeg lyst til lidt sødt efter frokosten og for ikke at spise en masse chokolade gav jeg mig i kast med et sødt lille indslag til min hverdags madpakke.

I virkeligheden er det super nemt og lige til, at gå til at lave sådan en müslibar – og det er kun fantasien der sætter grænser for hvad den skal indeholde. Min opskrift er smækfyldt med kerner, nødder og rosiner. Og som et lille twist har jeg tilføjet en spiseskefuld kakao og lidt frysetørret hindbær. For at få det hele til at hænge sammen og tilføre lidt sødme har jeg brugt kondenseret mælk. En virkelig lækker madpakkesnack.

 

Opskrift på müslibar

  • 20 mandler
  • 15 nødder
  • 3 spsk. Solsikkekerner
  • 2 spsk. græskarkerner
  • 2 spsk. Rosiner
  • 2 dl Havregryn
  • 1 spsk. Usødet kakao
  • 1 spsk. Frysetørret hindbær
  • 3 spsk. Hørfrø
  • 2 spsk. Kokosmel
  • ½ dåse kondenseret mælk

Kom mandler, nødder, græskarkerner og solsikkekerner i en minihakker og kør et par sekunder. Jeg kan godt lide at der stadig er en masse struktur og at nødderne ikke er helt pulveriseret. Bland det sammen med rosiner, kokosmel, hørfrø, havregryn, kakao og frysetørret hindbær og bland det hele godt sammen. Herefter tilføjes ½ dåse kondenseret mælk til en klistret masse. Det hele skal gerne være fedtet godt ind i det kondenseret mælk for at kunne hænge sammen.

Et ovnfast fad beklædes med bagepapir og müsli massen hældes i og bages ved 125 grader i ca. 1 times tid. Lad det stå og køle lidt, hvorefter müslibaren skæres ud i passende stykker. Lad dem køle helt af på en rist og pak dem ind i bagepapir med en elastik omkring så indpakningen ikke gå op.

I min opskrift har jeg fyldt min müslibar med alt det jeg godt kan lide, men egentlig er det kun fantasien der sætter grænser. Man kan for eksempel også tilføje lidt hakket chokolade, figner eller dadler eller andre nødder, gryn og kerner som man holder af.

 

 

/Line

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *