Hjemmelavede brunkager

brunkager

 

Nu er vi alle tre gået på juleferie og det har været dejligt tiltrængt. Både Lille K og jeg har været syge og går stadig rundt og hoster og snotter. Derfor skal i dag bare bruges på at hygge, se julefilm, spise brunkager og drikke alkoholfri julegløgg – og så er der lige et par gaver, der skal pakkes ind. Måske vi også skal en tur i skoven og luftes lidt igennem, men temaet er afslapning og hygge dagen lang.

 

Egentlig synes jeg ofte at småkager kan være en lille smule kedelige, men skulle jeg vælge min yndlings julesmåkager er det hjemmelavede brunkager. Jeg er også ret vild med fedtebrød og vaniljekranse, men brunkager er altså for mig indbegrebet af jul. Jeg tror det er duften af kanel, allehånde og nelliker som tiltaler mig og som spreder julestemning i hele køkkenet.

 

Jeg har bagt brunkager et par gange her i december måned, til gengæld bager jeg ikke så mange af gangen – de smager bare bedst helt friske. Jeg laver gerne en stor portion dej som jeg opbevarer på køl og bager derfor kun lidt ad gangen. Når kagedåsen så er tom kan jeg lynhurtigt tage en ny portion ud af køleskabet og på kort tid er dåsen fyldt op igen med de lækreste og sprøde brunkager.

 

Jeg har måske ikke helt fået bagt alle de småkager jeg gerne ville i år. Heldigvis har jeg en svigermor som gerne går småkage-amok og i morgen skal vi fejre jul hos hende og svigerfar. Jeg er sikker på jeg får opfyldt alle småkagedrømme i løbet af den dag.

 

 

Opskrift på brunkager:

  • 125g smør
  • 70g lys sirup
  • 125g brun farin
  • 2 tesk. potaske
  • 1 spsk. koldt vand
  • 2 tesk. støt kanel
  • 1 tesk. støt ingefær
  • ½ tesk. støt nellike
  • ½ tesk. stør allehånde
  • 250g hvedemel
  • 70g mandler

 

Smelt smør, sirup og brun farin i en gryde til en sirup. Det er vigtigt at det ikke når kogepunktet. Tag gryden af varmen og lade det køle af.

Imens blandes kanel, nellike, allehånde og ingefær i hvedemelet, hvorefter mandlerne tilsættes. Potaske og vand røres sammen i et glas og tilsættes den lune sirup.

Siruppen blandes nu i hvedemelet og dejen æltes (evt. i en røremaskine) til dejen er ensartet. Herefter formes dejen i 2 ruller således at den er klar til at blive skåret når der skal laves brunkager. Kom et stykke bagepapir omkring og opbevar den i køleskabet. Dejen kan fint holde sig på køl i op til 4 uger. Når man så har lyst til brunkager skæres dejen i tynde skiver og bages ved 175 grader i 6-10 minutter alt efter tykkelsen på dem. Afkøl brunkagerne på en rist og nyd dem med det samme eller opbevar dem i tætsluttende dåse.

 

/Line

1 thought on “Hjemmelavede brunkager

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *