Grov vegansk risengrød med æblekompot

Skøn vegansk risengrød med solsikkekerner og kokos serveret med en sød æblekompot.

 

Jeg elsker næsten alt slags grød og kan godt lide at eksperimentere med forskellige smage ved at tilføje frugt, krydderier, nødder, kerner mm. Forleden lavede jeg denne lækre grove veganske risengrød, som er lavet på vand og mandelmælk og tilføjet solsikkekerner og kokosmel og servet med en kold sød æblekompot. En virkelig skøn og velsmagende grød, som er perfekt til aftensmaden her i december eller serveret kold næste morgen.

Ikke alle i familien var dog lige begejstret. Jeg var nemlig kommet til at sige, at vi skulle have helt almindelig risengrød til aftensmad, og rigtig ægte risengrød er nu engang lavet på sødmælk og altid serveret med en stor smørklat og rigeligt med kanelsukker. Det var vores drillenisser enige i. Næste morgen vågnede vi alle fire op med tegnet overskæg på overlæberne, ih hvor vi grinte.

Fremover serverer vi kun helt almindelig risengrød til vores nisser. Det er dog ikke sidste gang, at jeg serverer den grove velsmagende grød med kokos og æblekompot til min familie, som vi alle fire endte med at blive ret glade for, og som jeg gerne anbefaler andre at prøve.

 

 

Grov vegansk risengrød med æblekompot
 
Antal personer: 4 personer
Ingredienser
  • 2 dl grødris
  • ½ liter vand
  • 1 liter mandelmælk
  • 1 dl solsikkekerner
  • ½ dl kokosmel
  • ½ tsk salt
  • Æblekompot til topping
Fremgangsmåde
  1. Kom vandet i kog og drys grødrisene i under omrøring. Lad det hele koge 2-3 min.
  2. Tilsæt mandelmælk og lad grøden simre i 30-40 min. mens du jævnligt rører i grøden.
  3. Når grøden er næsten færdigkogt tilføjer du kokos og solsikkekerner og smager til med salt. Lad det hele simre yderligere et par min.
  4. server med en kold klat æblekompot på toppen.

 

/Josefine.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rate this recipe: