Graviditetscravings

friskpresset juice

graviditetscravings

 

Jeg har gennem hele graviditeten været noget så tørstig og der er ikke rigtigt noget som kan slukke tørsten, hvilket resulterer i at jeg skal tisse mindst 1500 gange i døgnet. (overdrivelse fremmer forståelsen). Jeg drikker selvfølgelig en hel masse vand, men derudover har jeg de vilde cravings efter især hyldeblomstsaft og friskpresset appelsin- eller grapejuice – og alle andre læskende drikke uden alkohol. Jeg kan nærmest ikke få nok. De fleste morgener forkæler jeg derfor mig selv med sådan et friskpresset vitaminboost med en masse isterninger. Det er nemlig samtidig vigtigt at det er koldt. En virkelig god start på dagen.

Ellers spiser jeg nogenlunde som jeg plejer selvom jeg synes mine smagsløg har udvidet sig. Jeg synes pludselig godt om noget jeg ikke tidligere har været kæmpe fan af. Eksempelvis er jeg blevet ret tosset med koriander og lammekød, hvilket ikke har været blandt mine favoritter tidligere. Blot et enkelt eksempel.

Jeg er ved at være kommet dertil i graviditeten, hvor jeg så småt er klar til ikke at skulle være gravid længere. Udover et ømt bækken og en kæmpe rund mave er jeg simpelthen så træt, som havde jeg ikke lukket et øje den sidste uge. Derfor er det også lækkert at forkæle sig selv med sådan en morgenlækker juice. Jeg glæder mig virkelig til at min krop bliver min egen igen – og til at møde det lille nye familiemedlem, selvfølgelig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *