Græsk salat

 

Opskriften på græsk salat ligger nederst i indlægget.

Der er kun fire dage til at vores ferie starter, men hvem tæller? MIG! Åh jeg glæder mig til at hive børnene hjem fra institution, til at tilbringe tid sammen og til spændende oplevelser. Vi har mange hyggelige sommerferieplaner i år både herhjemme i Danmark, men vi skal også en tur til udlandet. Vi starter vores ferie på torsdag med at køre en tur til Skagen for at holde Sankt Hans. Da jeg var lille kørte vi ofte til Skagen og jeg har helt utroligt mange gode minder fra både regnfulde og stormende Sankt Hans aftener, men også smukke og rolige aftenstunder med bål, grill og sang. Vi har planer om at blive en lille uges tid, da vi også liiige har lidt planlægning til det forestående bryllup i september.

Efter vores ferie i Skagen skal vi til Samos. Årets bedste julegave fra mine forældre. Vi går efter en ferie med afslapning, god græsk mad, en helt masse badning – og is selvfølgelig. Jeg elsker det græske køkken og i går bestod vores aftensmad af blandt andet en sprød og lækker græsk salat med feta og oliven. Jeg elsker det græske køkken og glæder mig især til grillet haloumi, tzatziki, souvlaki og græske salater med stor solmodne tomater. Mmm.. Vi skal bo på et lille familievenligt hotel med en smuk udsigt og jeg glæder mig til at vågne op hver morgen og hvor den største beslutning bliver, om vi skal tilbringe dagen på stranden eller ved poolen. Det bliver SÅ godt.

Ugen efter Samos tager vi til Bornholm og nyder en uge med svigerfamilien. Vi er heldige sådan at have en familie som gerne vil holde ferie sammen med os. Det betyder både flere hænder til børnene og tid med dem vi holder allermest af. En helt igennem win win situation.

Jeg har stadig ikke helt besluttet, hvor længe børnene skal holde fri. Som det ser ud lige nu starter jeg i praktik til august, hvilket jeg glæder mig oprigtigt meget til. Så mon ikke de søde unger holder fri det meste af juli.

Opskriften på denne skønne salat, som mange af os har spist på en ferie i Grækenland, er helt enkel og nem at lave. Græsk salat er en klassisk salat, der går godt til for eksempel små oksekødsfrikadeller eller kyllingespyd eller som en let frokost med lidt brød til. Hos os vagte salaten gode minder frem fra vores sidste tur til Grækenland da Lille K kun var 8 måneder. Om sol, varme og glitrende hav. Vi havde den meste fantastiske udsigt med den smukkeste solnedgang.

 

Græsk salat
 
Forberedelse
Tilberedning
I alt
 
Ingredienser
  • 15-20 cherry tomater (eller 5-8 store tomater)
  • ½ agurk
  • ½ rødløg
  • 3 spsk. olivenolie
  • feta
  • oliven
  • tørret oregano
  • salt & peber
Fremgangsmåde
  1. Start med at skylle tomaterne og agurken. Skær tomaterne i både og flæk agurken på langs og skær den i tynde skiver. Løget pilles, halveres og snittes i helt tynde både. Det hele anrettes i en skål eller på et fad sammen med oliven og feta. Til sidst dryppes olivenolie henover sammen med tørret oregano, salt og peber.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rate this recipe: