Fredag, Dining Week og opskrift på en lækker passionsfrugtdrink

IMG_8454

IMG_8451

Vi kom hjem fra Skagen sent i går aftes – og dagen i dag har bare stået på råhygge herhjemme.  Vi sov alle sammen længe, efter den lange køretur i går, så det blev til en sen morgenmad og til Esthers store begejstring,  leg med alt det savnede legetøj! Efter frokosten trillede vi en tur med barnevognen, og mens Esther tog sig et par timer mere i barnevognen på terrassen, tog jeg mig selv en middagslur. Der har også været tid til at lakere negle, finde yndlingskjolen frem til i aften, lave lidt mad til fryseren og netop nu sidder jeg og nyder en skøn og lækker passionsfrugt drink med gin og hyldeblomst. (Opskriften deler jeg længere ned – og den er helt perfekt til en fredag aften!)

I aften skal jeg nemlig ud med to gode veninder fra studietiden, og jeg glæder mig rigtig meget. Vi skal ud og spise tre retters i forbindelse med Dining Week. Det er efterhånden blevet til en årlig vinterferietradition og som udover lækkert mad og godt selskab ofte også inkludere en masse lækre farvede drinks og en masse god vin. I år skal vi spise på Kung Fu2, som er en japansk restaurant, der ligger på Ravnsborggade på Nørrebro. Jeg kender ikke restauranten, men elsker stedet der minder mig om mine første år i København, da jeg for snart 7 år siden flyttede ind i en lille hyggelig etværelses på Ravnsborg Tværgade, og brugte de fleste af mine vågne timer på veninder, byture og med at ryge cigaretter og drikke kaffe i det lille køkken. Den gang føltes næsten alle dage som fredag aften. Der er sket meget siden. Jeg har blandt andet nået at skifte adresse hele 5 gange, Verdens bedste Jesper og Esther er kommet til og jeg er for længst stoppet med at ryge! Jeg drikker dog stadig alt for meget kaffe og elsker fortsat mine veninder og en god fredag aften.

Dining week er Copenhagen Food og San Pellegrino, der sammen har samlet en masse gode restuaranter til restaurant festivalen ‘Dining Week’, som finder sted i hele uge 7 og i år bliver afholdt for sjette år i streg. Konceptet går ud på, at alle restauranterne sammensætter en skøn 3 retters menu, som du sammen med en flaske Pellegrino kan nyde for 200 kr. Du kan stadig være heldig at finde billetter til weekenden, ved at klikke dig ind på www.diningweek.dk, eller følge det direkte link lige her. (Hvis du er I Helsingør-området kan jeg klart anbefale Brasserie 1861, som foruden en fantastisk udsigt laver utrolig rigtig lækkert mad).

Lige nedenfor deler jeg opskriften på en ægte fredags drink med passionsfrugt, gin og hyldeblomst. Billeder og oplevelser fra vores ferie i Skagen, lover jeg at dele i løbet af weekenden. Skål – og rigtig god fredag aften 🙂

 

Opskrift på passionsfrugt-drink med gin og hyldeblomst (1 glas)

  • 1 bakke knuste isterninger
  • 2 cl gin
  • 2 cl hyldeblomstsaft
  • 1 passionsfrugt
  • En slat Danskvand til at toppe drinken med

 

Fyld et glas med knuste isterninger. Kom gin og hyldeblomst i. Udhul en passionsfrugt og kom alle kernerne og frugtkødet i din drink. Top med danskvand og rør din drink med en rørepind/sugerør.

IMG_8448

 

/Josefine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *