Fastelavnsboller med marcipanremonce og mørk chokolade

 

IMG_7985

Det har simpelthen været sådan en skøn og rolig weekend. Udover en enkel playdate med en god veninde og hendes søn, har vi stort set ikke har haft nogen planer, men bare nydt weekenden og hinanden herhjemme, med masser af kram og hygge. Lørdag eftermiddag blev blandt andet brugt på at bage disse lækre fastelavnsboller med marcipanremonce og mørk chokolade, mens Esther tog sig en middagslur i barnevognen.

Opskriften på selve bolledejen, minder utrolig meget om disse gammeldags fastelavnsboller, men indeni er de i stedet for vaniljecreme fyldt med en skøn marcipanremonce og en god mørk chokolade. Den perfekte ’gammeldags voksen fastelavnsbolle’, som nu også blev nydt af dem under 2 år herhjemme 😉

Halvdelen blev smidt i fryseren til næste weekend, hvor der skal fejres fastelavn – og den anden halvdel blev nydt både i går og i dag. Perfekt til både eftermiddagskaffe og aftenhygge!

 

Opskrift på fastelavnsboller med marcipanremonce og mørk chokolade (ca. 24 stk).

 

Fastelavnsbolle-dej: 

  • 3,5 dl sødmælk
  • 200 g blødt smør
  • 50 g gær
  • 5 æg
  • 100 g sukker
  • 1 vaniljestang
  • 1 tsk. salt
  • 2 tsk. kardemomme
  • 200 g. Fuldkorns ølandshvede
  • 600-700 g. Hvedemel

Marcipanremonce og mørk chokolade:

  • 200 g marcipan
  • 250 g sukker
  • 250 smør
  • 2 tsk. kanel
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 150 g. Mørk chokolade

 

Kom mælk og smør i en gryde og smelt smørret heri. Pas på med at mælken ikke bliver for varm. Rør gæren ud i gryden.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud med en kniv og bland kornene med lidt sukker, så de skiller.

Pisk æggene sammen med en gaffel i en stor skål, og rør sukker, vaniljesukker og salt sammen med æggene. Tilføj mælkeblandingen fra gryden og rør det hele godt sammen.

Rør først fuldkorns ølandshvede i dejen og herefter hvedemel, lidt af gangen. Ælt dejen godt sammen. Den må ikke klistre for meget.

Dæk skålen til med et hviskestykke og stil dejen til hævning et lunt sted i ca. En time.

Mens dejen hæver æltes marcipan, sukker, kanel og vaniljesukker godt sammen i en skål. Tilsæt smøren og pisk hurtigt det hele sammen med en elpisker. (Pas på med at piske for længe). Hak herefter chokoladen i grove stykker og stil det hele klar.

Når dejen har hævet deles den i to. Rul halvdelen af dejen ud i en stor rektangel og inddel den i ca. 12 lige store kvadrater, hvor du kommer en god klat marcipanremonce og et par stykker mørk chokolade på. Fold dejen på bagsiden af fastelavnsbollen og luk den godt så remounce og chokolade ikke løber ud. Stil fastelavnsbollerne til efterhævning i ca. en halv time. På en bageplade med bagepapir.

Bag fastelavnsbollerne ved 180 grader i ca. 15 min. Til de er gyldne. Og stil dem til at afkøling på en rist.

Pynt de lune fastelavnsboller med chokoladeglasur og fx hakkede pistacienødder og frysetørrede hindbær som dem på billedet.

 

(Tip: Bollerne kan også fryses ned eller gemmes til dagen efter, men der er intet som lune og nybagte fastelavnsboller).

IMG_7982

IMG_7992

 

/Josefine.

1 thought on “Fastelavnsboller med marcipanremonce og mørk chokolade

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *