Det gode børneliv

Starten på noget nyt

Det er med stolthed, at vi for en uges tid siden offentliggjorde et projekt jeg har deltaget i siden i sommers. Et projekt, som har fyldt rigtigt meget i min hverdag og bevidsthed. Jeg har knoklet ved siden af mit nye job som organisationssekretær med at lave hjemmesiden be-coming.dk, og andre ting i relation hertil, samtidig med, at jeg ikke vil gå på kompromis med mine værdier omkring familielivet. Det har derfor været nogle lange aftner indimellem. Be-coming er en mindre konsulentvirksomhed, som er stiftet af ildsjælen Sebastian, der er uddannet Cand.Pæd. i Pædagogisk Psykologi. Gennem de sidste 15 år har han arbejdet med børn og unge i forskellige kontekster, og hans mantra er at skabe de bedste betingelser for ’det gode børneliv’. Et budskab jeg har stor respekt for og kun kan støtte op omkring.

Verdensrekord

Jeg er ingen ekspert i børn eller forældreskab, og det er et sprængfarligt emne at bevæge sig ind på. Alligevel vil jeg forsøge at dele mine tanker. Danmark har verdensrekord i institutionalisering og er det land, der sender flest børn af sted i institution i en tidlig alder. Det er ikke en rekord jeg mener, at vi skal være stolte af.

Min historie

For fem år siden kom vores søn til verden, og da han var under et år gammel, startede han i vuggestue. Jeg skulle færdiggøre min uddannelse, og jeg stillede slet ikke spørgsmålstegn ved at aflevere ham i institution. Det gjorde alle andre jo også. Jeg gik selv i institution, da jeg var lille og jeg har altid fået at vide, at de sociale kompetencer dem lærer man ved at gå i institution. Indkøringen i vuggestuen gik også helt uden problemer og vores søn tilpassede sig lynhurtigt. Som ugerne gik, blev det dog tydeligt for mig, at institutionslivet i min optik ikke er svaret på ’det gode børneliv’, som alle gik og sagde. Jeg fik mere og mere ondt i maven og sagde derfor mit studiejob op og begyndte at læse på deltid, så vores søn kun havde få timer i vuggestuen. For os handlede det om vores prioriteringer i forhold til familielivet. Og vi har selvfølgelig også været heldige, fordi min mand og jeg har været studerende og dermed ret fleksible. Da vi tre år senere fik vores datter, var det vigtigt for mig ikke at have travlt i forhold til at sende hende afsted i institution og efter barslen tog jeg nogle måneder som hjemmegående.

Hvad er alternativet?

Jeg er derfor enig med Sebastian i, at Familien er basen for det gode børneliv og forskning viser jo entydigt, at børns første par leveår er de mest afgørende. Men hvad er alternativet til at sende børn i institution?

Vi skal ændre vores mønstre, politikerne skal råbes op og samfundet skal forandres. Det har jo været en stor løgn jeg har fået fortalt, når jeg fik at vide, at mine børn ville kede sig hjemme hos mig, at de ville blive ensomme og alt for ”mor-syge”. Jeg skulle meget hellere aflevere dem til andre, fordi adskillelse er en del af livet og gør børn robuste. Og jeg har troet på det hele!

Heldigvis har mine børn lært mig noget andet. De har åbnet mit hjerte og jeg elsker dem så højt, at jeg ikke kan andet end at stole på dem. Jo mere jeg vælger at lytte til mit moderhjerte og jo mere jeg lærer og læser om børns behov og tilknytning, jo mere sikker bliver jeg i at institutionslivet, som det ser ud i dag, ikke nødvendigvis er det gode liv for børn. Der er brug for at re-tænke det og gøre noget anderledes. Der er brug for en revolution, hvor børnenes behov – og ikke arbejdsmarkedets – kommer i første række!

Dårlig samvittighed vs. taknemmelighed

Selvfølgelig er der nogle børn som lettere glider igennem systemet uden at råbe op eller gå ind i sig selv. Lige for tiden råber min søn op om, at han ikke vil i børnehave. Og det gør ondt i hjertet, når jeg tænker på, hvordan jeg alligevel langt de fleste dage afleverer ham. Men jeg er taknemmelig for, at det er en glad dreng, vi henter, og at det ”kun” er adskillelsen, han har svært ved. Jeg er taknemmelig for, at vi har valgt at indrette os sådan, at han og lillesøster meget sjældent har lange dage. Og at vi har valgt en god privat institution med god normering.

Jeg forsøger virkelig at følge mit hjerte og jeg arbejder fordi, det er en del af en større plan, hvor det i sidste ende er det vigtigste er at tilbringe tid med min familien.

 

/Line

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *