Chokolade-banankage med chokoladecreme

chokolade-banankagekage billede

EN SKØN SVAMPET CHOKOLADE-BANANKAGE MED CHOKOLADECREME LAVET PÅ MASCARPONE, FLØDE OG EN GOD LYS CHOKOLADE.

 

Vi er taget til Jylland, børnene og jeg. Hjem til mine forældre, til brændeovn, god mad, middagslure, smukt efterårsvejr og til hygge og forkælelse. Og vi nyder det! K er i disse dage i Amsterdam med sit arbejde og jeg synes det er fantastisk med et par ekstra hænder. Børnene nyder opmærksomheden og Mini A bliver mere og mere tryg, hvilket er skønt at se. Hun er en lille pige med et stort behov for tryghed og forudsigelighed, men hun klarer det så flot og stråler som en anden hædersgæst.

 

Inden vi tog af sted mod det jyske fejrede vi K’s fødselsdag hjemme i Helsingør med blandt andet denne lækre chokolade-banankage pyntet med mere chokolade. Den smager utrolig godt, konsistensen er lækker svampet og den er smuk at se på.

Chokolade-banankage er nem lige at slå sammen og hurtigt at bage. Faktisk bagte Lille K og jeg den igen i går, til mine forældre, hvor den blot blev pyntet med lidt mørkt glassur.

 

I dag har min far taget fri fra arbejde og vi skal på tur.

 

 

Opskrift på chokolade-banankage med chokoladecreme:

Chokolade-banankage:

  • 150g smør
  • 150g mel
  • 150g sukker
  • 1 tesk. bagepulver
  • 3 spsk. kakao
  • 3 æg
  • 2 modne bananer

Chokoladecreme:

  • 100g lys chokolade
  • 1 ½ dl fløde
  • 200 g mascarpone

Imens smørret smeltes blandes alle de tørre ingredienser godt sammen i en skål. Herefter piskes smør og æg i dejen og til sidst moses bananerne og vendes heri. Kagen kommes i en form med bagepapir og bages ved 180 grader i 20-25 minutter.

Imens kagen køler af smeltes den lyse chokolade over et vandbad. Rør fløden i den smeltede chokolade og pisk derefter mascarpone i til chokoladecremen er ensartet.

Når kagen er kold fordeles chokoladecreme på kagen og den pyntes med bær og yndlingschokoladen.

 

/Line

3 thoughts on “Chokolade-banankage med chokoladecreme

    1. Hej, tak for din kommentar. Du kan i hvert fald sagtens bage kagen dagen inden da den nok skal holde sig god og svampet til dagen efter 🙂 Rigtig god fornøjelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *