Bruschetta

bruschetta billede

SPRØDE OG SAFTIGE BRUSCHATTA MED TOMATER; HVIDLØG OG BASILIKUM.

 

Vores altan bugner med de lækreste modne tomater og selvom vi kun har fire planter kan vi næsten ikke følge med i øjeblikket. Dette sensommer vejr er helt perfekt og gør lige vores altan lidt ekstra lækker med diverse krydderurter, tomater og andre spiselige planter.

 

I sidste uge lavede vi de her lækre bruschetta med hjemmedyrkede tomater og det smagte simpelthen så godt. Jeg er sikker på at de tomater man køber er lige så gode, men der er bare noget specielt ved selv at have sået et lille frø, set det vokse sig til en plante, vente på tomaterne modnes, plukke og tilberede dem inden man sætter tænderne i dem. Pludselig smager det altså lige tusind gange bedre. Ellers er det virkelig en god sort vi har fået fat i.

 

Bruschetta er nemt at lave og passer perfekt som en lille forret eller som en del af et tapasbord. Vi holdt vores bruschetta helt enkle så tomaterne kom til deres ret og brødet var sprødt og tomaterne saftige og smagfulde. Utroligt lækkert.

bruschettabruschetta med tomat

Opskrift på bruschetta (4 pers.):

  • 3-4 tomater
  • 3 spsk. olivenolie
  • frisk basilikum
  • salt & peber
  • 1 fed hvidløg
  • italiensk brød eller flüte

 

Skær tomaterne i små tern og bland dem i en skål sammen med olivenolie, basilikum, salt og peber.

Skær brødet i skiver og rist det godt. Når brødet er sprødt gnides de med et hvidløg inden der kommes et par skefulde af tomatblandingen på. Server straks så saften fra tomaterne ikke gør brødet blødt.

 

/Line

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *