Bounty is

bounty is billede

Vejret i disse dage indbyder jo til at spise is. Selvom sommeren er ved at være slut og efteråret så småt er begyndt er vejret helt fantastisk og derfor er det også bare med at nyde alle de is man har lyst til inden kulden, blæsten og regnen ankommer. Denne Bounty is er lækker cremet og passer perfekt til dette fine sensommer vejr. Den smager af en rigtig bounty især hvis man smelter lidt chokolade som overtræk.

Opskrift på bounty is

  • 6 dl kokosmælk
  • 3 ½ dl flormelis
  • 6 æggeblommer
  • 3 dl kokosmel
  • 1 ½ dl piskefløde

Kom kokosmælk i en gryde og varm den meget forsigtigt op til ca. 70 grader og tag gryden af varmen. Imens piskes æggeblommer og flormelis lyst og sejt med i en røremaskine eller med en elpisker. Derefter rør langsomt kokosmælken i æggeblandingen og sigt blandingen med en si. Varm det hele op ved svag varme under konstant omrøring til det begynder at tykne. Det kan godt tage 10-15 minutter. Pas på du ikke varmer det for hurtigt op da blandingen så begynder at skille, jeg taler af erfaring 🙂

Herefter vendes kokosmelet i og det hele kølet af i en times tid inden cremen stilles i fryseren uden låg.

Imens pisker du piskefløden og når cremen har stået i fryseren i ca. 1-2 timer blendes den og vendes forsigtigt med fløden. Nu skal den bare fordeles i små forme hvorefter den fryses ned, hvorefter den er klar til spisning.

Jeg har pyntet isen med mørkt smeltet chokolade som altså lige er prikken over i’et.

 

/Line

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *