Børnevenlige kiks

børnevenlige kiks

LÆKRE SPRØDE OG BØRNEVENLIGE KIKS HELT UDEN SUKKER.

 

Vi skiftes lidt til at være syge herhjemme. Lige nu er det Lille K som ligger med 40 i feber. Han klarer det dog i stiv arm.

Vi forkæler ham med stort set alt hvad han har lyst til – og det er ikke særligt meget skulle jeg hilse og sige. I dag har han fået lidt yoghurt, dadelkugler og de her børnevenlige kiks som heldigvis faldt i god jord. Ikke engang is havde han lyst til her i aften. Så er man altså syg!

 

Vi har derfor hygget herhjemme hele dagen (på nær en tur i Irma efter friske forsyninger), med iPad, lydbøger og en masse put og kram. Nu håber jeg at en god nattesøvn gør underværker så vi kan gå weekenden i møde raske og friske – alle mand. Tak!

 

Her får i opskriften på de små lækre børnevenlige kiks som er fantastisk dejligt søde til trods for at der ingen sukker er i. Til gengæld er de fyldt med dadler, banan, mandler og kanel som gør at kiksene får en dejlig sød smag.

sprøde kiks

Opskrift på børnevenlige kiks

  • 100 g mandler
  • 6 dadler uden sten
  • 4 spsk. Kokosolie
  • 1 moden banan
  • ½ tesk. kanel
  • ½ tesk. bagepulver
  • 100 g speltmel

 

Start med at blende mandlerne helt fint til mandelmel og kom dadler, kokosolie og en most banan i dejen. Blend det hele sammen.

Mel, bagepulver og kanel røres sammen og æltes ind i dejen.

Når det hele er godt blandet rulles dejen ud mellem to stykker bagepapir og skæres ud i små kikse størrelser. De bages i ovnen ved 150 grader i ca. 10 minutter. Hold øje med dem da de lige pludselig er færdige.

 

/Line

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *