Barsel

barsel

 

JUBIII første dag på barsel. Hold nu op, hvor har jeg set frem til i dag som jeg startede med et lækkert morgenmåltid. I går var jeg nemlig oppe og forsvare mit speciale som jeg har knoklet med det sidste halve år, og kan nu kalde mig cand.soc i politisk kommunikation og ledelse. I dag er altså dagen hvor jeg både kan kalde mig færdiguddannet og barslende, hvilket er intet mindre end fantastisk.

 

De sidste to måneder har været temmeligt presset med at få specialet lavet færdigt, få det afleveret og forsvaret. Sådan at skrive speciale lige op til termin er ikke noget jeg, som sådan, vil anbefale andre at gøre. Det har været hårdt og kroppen har flere gange givet udtryk for at jeg har skulle tage den mere med ro. Jeg har været en lille smule bange for at skulle gå i fødsel før tid på grund af mange tidlige plukkeveer og ifølge lægen skulle jeg skrue lidt ned for ambitionsniveauet, da alt andet ville være uansvarligt. Noget der kan være ret svært når man gerne vil nå ALT på en gang. Kroppens signaler er dog ret tydelige når det kommer til den slags. Trods små skavanker lykkedes det dog – og hvor er jeg glad indeni. Jeg kan holde barsel med god samvittighed og den skal virkelig bare stornydes.

 

I sidste weekend blev jeg overrasket med en kanon hyggelig babyshower af de dejligste veninder og skønne søster. Jeg blev ganske enkelt så glad at jeg gav mig til at græde, hvorefter jeg nød dagen, det gode selskab, de fine gaver og lyserøde kager.

Der er ikke længe til at vi byder mindstepigen velkommen, men dagene inden skal bruges på at få de sidste ting gjort klar, lave mad til fryseren, gøre lidt rent, læse bøger, forkæle Lille K lidt ekstra, en klipning, middagslure, gravid massage og sofahygge. Åh.. hvor bliver det godt.

 

/Line

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *