3 års fødselsdag

3 år

 

I morgen fylder verdens sødeste dreng 3 år. Det har været de 3 bedste år i mit liv og en hjerteeksplosion uden lige. Jeg havde ikke troet at man kunne rumme så stor og ubetinget kærlighed til et lille væsen. Jeg har været studerende i alle 3 år, hvilket har givet os alle en enorm fleksibilitet ved sygdom og mulighed for at hente inden solen går ned – selv i disse kolde måneder. Selvfølgelig har vi givet afkald på noget andet igennem studielivet, men alt i alt har det for os været en stor gevinst.

 

Forleden læste jeg en artikel omkring børns lange dage i institution og om forældres prioriteringer og travle hverdag. For mig var det helt naturligt at skrue ned for mit personlige ambitionsniveau så længe Lille K var lille. Jeg ville være den som han var mest sammen med i hverdagen fremfor en pædagog i institutionen. Jeg ville give ham alt den kærlighed han orkede, men også være den der opdrager ham.

 

Det er en kæmpe opgave at opdrage et barn og det er ikke noget jeg synes bliver nemmere – tvært imod. Til gengæld hviler jeg mere i mig selv som mor nu end jeg gjorde for to år siden og på den måde er det nemmere, da jeg nu er bevist om de værdier jeg gerne vil opdrage efter. Heldigvis er K og jeg stort set enige omkring opdragelsen og det er virkelig sjældent den ene gør noget den anden er uenig i.

 

Jeg tror ikke vi er specielt hårde i vores opdragelse selvom vi selvfølgelig klart viser, hvem der bestemmer og udstikker rammerne. Vi vil gerne have at Lille K bliver en velopdragen dreng, som kan begå sig i den verden vi lever i. Josefine (min søster og medbloger) som jo er lærer fortæller dagligt om børn, der ikke forstår et ’nej’. Jeg synes det er vigtigt, at det er den voksne, der går forrest og viser vejen så de kan begå sig i et klasselokale – og i relation med andre – senere hen. Samtidig vil vi gerne opdrage på en respektfuld og kærlig måde, hvor vi både er nærværende og lydhøre.

 

Nu fylder dette lille fantastiske menneske allerede 3 år og jeg er så stolt af ham, at det gør helt ondt i hjertet. Han har lært mig helt utroligt meget om mig selv og om kærlighed. Jeg er dybt taknemmelig over at jeg har fået lov til at være hans mor. Jeg har nydt hver en periode i hans 3 år lange liv, og står inden hans 3 års fødselsdag lidt tilbage og tænker ’hvor blev tiden af?’. Han er både stor og lille på samme tid og jeg er bevist om at nyde de små øjeblikke. Jeg kender ikke til noget bedre end, at ligge helt tæt med ham lige inden han flader i søvn hver aften og sætter stor pris på lykken som vi har fundet her i vores lille tre-kløver.

 

/Line

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *